Dansk stil af Jens Thorning

Jens skrev denne stil i 1. eller 2. real (1964-65), og Tofte læste den op i klas­sen for dens mange kvali­teter. Den kvikke skole­blads­redaktør sikrede sig straks rettig­hederne til at bringe den i focus og tog en kopi (hånd­af­skrevet - foto­kopier var en kom­pli­ceret affære dengang). Nå ja, så skete der ellers ikke noget før 40 år efter, hvor af­skriften dukkede frem fra gemmerne. Jens fornyede sin tilladelse til at publicere den, så den også kan bringes her i cyberspace.

En dag med en lærer i folkeskolen

Hr. Theodor Angelbrecht vågnede op i sin ungkarle­lejlighed med en afskyelig smag i munden. Luften var varm og fugtig, og der stank af undertøj, pibesod og spiritus. Uden at tænke på morgen­mad klædte Theodor sig på, og hans tanker kredsede, som de plejede at gøre det om morgenen efter en ned­slå­ende aften, om selvmord og læge­behandling. Men skam­følelsen fyldte ham, og han skyndte sig ned til bussen, som hver morgen bragte ham til en større kommune­skole i Københavns omegn.

I første time stod der historie på skemaet. Eleverne skulle have en saglig orientering om politiske forhold. Theodor forsøgte at komme i gang: "Hvilket parti har folke­tings­flertal her i landet?" Ingen svarede, endsige rakte hånden op. - "Hvilken styreform har vi i Danmark?" "Hvorfor har folk stemmeret?" Nu begyndte Theodor at mærke en stigende uro i klassen, noget der ellers var en sjældenhed i første time. Det endte med, at han sendte en støjende elev ned til inspektøren, og satte resten af klassen til at skrive historie­bogen af; han udlovede 10 kroner til den, der blev først færdig. Det hjalp.

I frikvarteret tænkte Theodor på, om disse undervisnings­metoder var moralsk rigtige. Han kom til det resultat, at det var det eneste middel til at redde ham fra nerve­klinikken. Han nippede til den sodede lærer­værelses­kaffe og forberedte sig til den næste time.

Den klasse, der nu skulle undervises af Theodor, beskyldte ham for at lide af armsved; og hvad værre var: det var sandheden. Tyve minutter ind i timen brød Theodor hulkende sammen, mens eleverne forlangte vinduerne lukket op. Af menneskelige grunde går vi ikke i enkelt­heder med hensyn til resten af denne time.

I frikvarteret blev Theodor kaldt til kontoret, hvor inspektøren forklarede ham ét og andet om pædagogik og skolens ansvar over for forældre og elever: "De skal ikke sende en elev, der har opført sig upassende eller forbrudt sig mod de på skolen gældende ordensregler, ned til mig - tilmed når jeg lige er stået op - og jeg ser nødig, at De laver vrøvl med forældrene. Et velment og forstående ord fra Deres side kan tit få den unge tølper til at indse, at han er gået over stregen. De unges sind er mod­tage­lige, og De er svag, Angelbrecht, en svag mand..."

Disse ord forfulgte Theodor i de fire sidste timer samt hele dagen, når han i absurd flugt fra virke­lig­heden brugte morfin­sprøjten igen og igen. Om aftenen skulle der rettes utallige bunker af stilebøger, regnestykker og løses opgaver til efter­middags­kursus. Med slørede øjne og hold i nakken kontrol­lerede Theodor de uendelige rækker af ord og tal, skrevet af unge mennesker, lyse i sindet, rene i tanken. Klokken blev ti, klokken blev elleve, uret slog midnat, og der var stadig flere bøger.

En lærer manglede på skolen den næste dag. Der var behersket sorg på lærer­værelset, børnene var lykkelige, de skulle have vikar.

Jens Thorning Hansen    







Jens døde alt for tidligt. Æret være hans minde.