Pilgrimsrejsen 1963


Dette var vel begyndelsen til The Blackmailers - kammeratskabet og den fælles fascination af den nye musik og de nye grupper, der dukkede op i udlandet og herhjemme.

 

I 1963 fik de fem klassekammerater Jesper, Jens, Steen, Lars og Stig en god ide - de ville til Hamburg og se Star Club, stedet, hvor The Beatles havde spillet, før de blev verdensberømte. Der var dog lige et pro­blem med alderen. Lars var 14 og de øvrige 13 år gamle, og de havde på fornemmelsen, at de ikke ville få lov, hvis de spurgte for­æl­dre­ne. I stedet fortalte de, at de gerne ville på telttur i Jylland og også gerne ville til Sønderjylland, som de havde hørt så meget om i skolen - og det syntes forældrene lød rigtig fornuftigt...

I skolen kunne man til hver sommer­ferie bestille en gratis togbillet til et valgfrit sted i Danmark, og det år blev des­ti­na­tionen for de fem så Padborg.

 
På Rungsted Station før afrejsen

Grænsen blev passeret til fods, og der blev indkøbt proviant i grænsebutikkerne, inklusive en flaske hård sprut, som var overkommelig at betale. Derhjemme gjorde spiri­tus­af­giften det til en uhørt luksus for al­min­de­lige lommepenge. Teltet blev slået op på en tidligere losseplads i udkanten af Flensborg.

 
Dagen derpå

Næste dag vandrede gruppen videre med tunge hoveder. Fra banegården i Flensborg gik der tog til Hamburg, og her fandt de en campingplads ved Süder Elbbrücke, hvor de slog sig ned.

 
Toptunede og klar til Star Club

Om aftenen gik turen til den forjættede Star Club. Der var ingen af de optrædende bands, de kendte, men op­le­vel­sen var alligevel rigeligt rejse og tømmermænd værd.

 
Endelig nået til Mekka

Klokken 22 kom politiet rutinemæssigt på besøg, og drengene blev smidt ud, fordi de var mindreårige.

De blev nogle dage på campingpladsen med et par ekskursioner til byen for at opleve Hamburgs dagligliv i al­min­de­lig­hed og nattelivet i særdeleshed. Specielt Red District med Reeperbahn og Herbertstrasse gjorde et stort indtryk på de unge sjæle.